Som man bliver ældre, ser sine børn vokse op og ved, at det at brække et ribben bare tager længere tid at komme over end da man var 20 år - så er det vel naturligt at man ubevidst eller bevidst undgår risiko når man kan. Jeg styrtede grimt i 2011 og brugte et par dage på et hospital og kunne ikke selv komme ud af sengen i to uger efter. Alligevel kom jeg hurtigt tilbage og styrtet sad kun nogle dage i kroppen. Hvad var anderledes nu? Jeg havde ikke svaret udover at man måske var blevet mere ansvarsfuld, tænkte lidt mere på andre end sig selv - eller blot havde indset at man alligevel ikke kunne følge med de unge mere - så hvorfor egentlig køre på limit altid.
Hvad jeg fandt ud af er at komme væk fra hverdagen på lange weekendture med fokus på oplevelse og naturen drev min lyst fremad. 150, 200 km ude på nye veje, asfalt, teste den der vej ind i skoven man havde kørt forbi i så mange uden at vide hvad der fandtes derinde. Det drev min min lyst til mere cykling, at komme tilbage til også at kunne kørte stærkt - efter dog at have indset at den process ville tage lang tid. Fra de evindelige træningsture på de samme runder med fokus på speed, power, puls, skiltespurt. Til fokus på glæden ved at cykle og se hvad der egentlig foregik derude. Stoppe op og tage et billede. Se og skabe noget smukt. Trække vejret lidt i en eller hektisk hverdag med fuldt program.