Trædekongen

Rasmus Pellizotti - @Traedekongen

I frit fald for fremskridt

Jeg har cyklet det meste af mit voksne liv, udfordret mig selv ud på kanten at det umulige. Cyklet over mere end 500 forskellige bjergtoppe i al slags vejr og på alle underlag. Styrtet et hav af gange, set andre styrte alvorligt, brækket 12 knogler og i det hele taget altid taget cyklingen lidt længere som en integreret del af min egen virkelighed. En stræben efter noget jeg aldrig helt har forstået og en kamp om at køre længere og højere. Jeg har aldrig haft talent der gjorde at jeg kunne begå mig i licensløb eller vinde spurten, men jeg har haft et drive og et pandeben der gjorde jeg kunne træne mig selv op til et niveau der gjorde det muligt at nyde et 10-dages event med 200km og 5-6000HM om dagen. I 2019 tabte jeg den følelse i et vådt sving på en stejl nedkørsel.

Frygten for at vælte igen

I Nordspanien 2019 cyklede vi lange dage, mange højdemeter og på bagveje der ind i mellem var af tvivlsom karakter, våde, hullede, dårlig asfalt, grus eller bare fyldt af efterladenskaber fra de lokale køer, får og geder. Min cykel valgte at køre ligeud i et sving nedad og jeg faldt uheldigt - hvilket gjorde at jeg havde nogle problemer med følelsen i fingre og tæer. Jeg gennemførte de sidste 3 dage ud af 8, men frygten for at vælte igen sad i kroppen og jeg blev stiv, mistede mit flow og det virkede som om jeg havde glemt hvordan man kører nedad, bremser eller tager sving. Som at starte forfra efter så mange år hvor man ind i mellem har været frygtløs, taget chancer og ikke spekuleret så meget på risiko og konsekvens.

Jeg kom hjem fra en fantastisk tur, men måtte starte forfra, kunne ikke have cykelsko på i 7 måneder og mistede parallelt lysten til at cykle i et sort hul imellem de danske landeveje jeg havde kørt på i 25 år og de utroligt smukke områder i Pyrenæerne.

I de måneder fik jeg mulighed for at reflektere lidt over det hele. Hvad drev min lyst til at cykle? Køre lange dage i bjergene og presse mig selv så langt at det ind i mellem var for langt? Hvordan kunne jeg få den lyst tilbage? Hvordan kunne jeg få stivheden og frygten ud af kroppen?

Stoppe op og tage et billede. Se og skabe noget smukt. Trække vejret lidt i en eller hektisk hverdag med fuldt program.

Som man bliver ældre, ser sine børn vokse op og ved, at det at brække et ribben bare tager længere tid at komme over end da man var 20 år - så er det vel naturligt at man ubevidst eller bevidst undgår risiko når man kan. Jeg styrtede grimt i 2011 og brugte et par dage på et hospital og kunne ikke selv komme ud af sengen i to uger efter. Alligevel kom jeg hurtigt tilbage og styrtet sad kun nogle dage i kroppen. Hvad var anderledes nu? Jeg havde ikke svaret udover at man måske var blevet mere ansvarsfuld, tænkte lidt mere på andre end sig selv - eller blot havde indset at man alligevel ikke kunne følge med de unge mere - så hvorfor egentlig køre på limit altid.

Hvad jeg fandt ud af er at komme væk fra hverdagen på lange weekendture med fokus på oplevelse og naturen drev min lyst fremad. 150, 200 km ude på nye veje, asfalt, teste den der vej ind i skoven man havde kørt forbi i så mange uden at vide hvad der fandtes derinde. Det drev min min lyst til mere cykling, at komme tilbage til også at kunne kørte stærkt - efter dog at have indset at den process ville tage lang tid. Fra de evindelige træningsture på de samme runder med fokus på speed, power, puls, skiltespurt. Til fokus på glæden ved at cykle og se hvad der egentlig foregik derude. Stoppe op og tage et billede. Se og skabe noget smukt. Trække vejret lidt i en eller hektisk hverdag med fuldt program.

Sikkerhed og tryghed

Sikkerhed og tryghed i det udstyr jeg brugte var pludselig mere vigtigt end at mine dæk havde tan-walls og vejede 12 gram mindre eller gå på kompromis med punkteringer for at mindste rullemodstand med en 1/2%. At have en god hjelm der kunne tage det værste hvis det uheldige skulle ske. At finde de rigtige linser der gjorde at man så konturerne i vejen endnu bedre. At finde balance på en cykel du havde lært at kende gennem noget tid fremfor at jage den seneste model af alting i den endeløse jagt på marginale fremskridt. At vinde 4 sekunder på en time med et aero styr ville nok ikke bringe glæden tilbage. Selv om jeg nok ville have givet mig selv supermotionist stemplet ville det ikke hjælpe mig tilbage til glæden ved cykling.

Jeg har kæmpe respekt for de helte der kører de store etape- og endags løb, den indsats det kræver at komme på det niveau og de ofre man som rytter på det niveau giver for at holde sig på toppen. Det gyser i mig ved styrtene og jeg føler med rytterne når man ser smerten i deres ansigter. Det gik op for mig at jeg blev mere påvirket af det nu end før. Var jeg blevet blød? Måske var min fascination af dem overført på urealistiske forventninger til mig selv og det performance race jeg uundgåeligt ville tabe som tiden gik. Ingen sammenligning til pro-rytterne overhovedet, men det er let at blive fanget i at skulle levere det umulige - hvilket for mig bare ledte til tabt motivation i perioder at mit cykelliv. En jagt på det umulige.

Inspirere andre til at se det fantastiske i cyklingen

Vejen tilbage i form er fantastisk når man kan mærke sig selv igen. Smide forventningerne, Strava segment afhængigheden og bare komme ud og se smukke steder. Mærke lidt efter hvad som betyder noget, tømme kroppen for energi, tømme hovedet for tanker og langsomt mærke, at man har lyst til at komme ud igen dagen efter. Måske inspirere andre til at se det fantastiske i cyklingen og udfordre sig selv på den måde som det giver mening for den enkelte.

Med fare for at lulle mig selv i en sentimental og poetisk retning, så har det at falde af cyklen og give slip, fået mig til at holde fast og komme tilbage til grundstenen i sporten. Respekt for historien, andre ryttere uanset niveau, naturen, den gode stil og det gode i at prioritere ting der får dig sikkert hjem. Dette er cykling for mig.

@traedekongen