Produkter til bil / varevogn / 4x4

stage_image1_lg

Teknologi

Pressemeddelelse

Continental gennemfører program for frivillig tilbagetrækning

Frivillig tilbagetrækning af 245/45 R18 Y XL

Continental gennemfører program for frivillig tilbagetrækning og ombytning af 200 styk 18”-dæk på det danske marked

En kvalitetskontrol har påvist mulige fejl på PremiumContact 6 i dimensionen 245/45 R18 Y XL produceret på en af koncernens fabrikker i uge 50 2016 og uge 16 2017. Producenten har derfor informeret forhandlernettet om program for ombytning


Det er sjældent, at Continentals forhandlernet oplever tilbagetrækninger af produkter. Og den aktuelle frivillige tilbagetrækning og ombytning af dæk med potentiel mulighed for fejl er da også begrænset. Ud af en samlet produktion på 4.260 dæk af typen Continental Premium Contact 6 er anslået ca. 190 dæk kan være berørt på det danske marked.


- Der er konstateret en ingrediens i gummiblandingen, der i visse tilfælde kan medføre en ujævn form på slidbanen. Det kan påvirke bilens køreegenskaber ved manøvrering og høje hastigheder, ligesom der kan opstå kontakt mellem dæk og køretøj. Og selvom der ikke er meldt om hverken ulykker eller skader i denne forbindelse, vælger vi proaktivt at gennemføre en frivillig tilbagetrækning og ombytning ef en bestemt serie 18”-dæk produceret i uge 50 i 2016 og uge 16 i 2017. Det gør vi for at sikre, at vi undgår enhver mulig risiko for både bilister og andre trafikanter, fortæller teknisk chef Frank Hansen fra Continental Dæk Danmark A/S.


Kun to DOT-nummerserier berørt

Da produktionen med den pågældende blanding er meget begrænset i de to uger, er det kun to DOT-nummerserier, der er berørt af ombytningsprogrammet.

- Der er udelukkende tale om dæk af typen PremiumContact 6 i dimensionen 245/45 R18 Y XL med følgende serienumre: DOT 6G8U D6R9 5016 og DOT 6G8U D6R9 1617. 6G8U angiver fabrikken, dækket er produceret på. D6R9 angiver dæktypen. Og 5016 eller 1617 angiver, at det er produceret i uge 50 i 2016 eller uge 16 i 2017, oplyser Frank Hansen.

De berørte dæk er solgt til kunder i Europa - og alene til forhandlere inden for eftermarkedet.

- Der er altså ikke leveret fabriksnye biler med disse dæk, så eventuel ombytning vedrører kun de bilister, der har fået monteret PremiumContact 6 med de pågældende to serienumre, understreger Frank Hansen fra Continentals danske organisation.


Omhyggelig procedure for ombytning

Proceduren fra Continental er helt klar. Forhandlerne opfordres til at kontakte de kunder, der måtte have købt dæk med de pågældende serienumre. Dernæst skal dækkene skiftes.

- De brugte dæk skal destrueres, så de ikke kan genbruges. Kunden og forhandleren krediteres for de nye dæk og Continental betaler efter faste retningslinjer for ombytningen, såfremt ombytningsprogrammet er fulgt, oplyser Frank Hansen og fortsætter:

- Forhandleren skal tjekke sin lagerbeholdning for eventuel beholdning af de involverede dæk. Både nye og ombyttede dæk skal gemmes, indtil den lokale distriktschef fra Continental kommer og tjekker dækkene.


Nærmere information

Som det er foreskrevet, har Continental orienteret de respektive nationale myndigheder og er i kontakt med sit forhandlernet for at gennemføre ombytningsprogrammet. Udover Continentals danske organisation kan man hente mere information på www.continental-tires.com/exchange.




Denne side benytter cookies for at give dig den bedste oplevelse på vores side. Find ud af mere her