Mange tror, at vinterdækkene først skal på bilen, når der er sne på vejene. Det er ikke korrekt. Kører du med sommerdæk om vinteren, kan det være utroligt farligt for ikke kun dig selv og din familie, men også omgivelserne. Også selvom det ikke sner. Se mere om, hvorfor årstidssvarende dæk skærper trafiksikkerheden nedenfor.
Vi bremsede jo næsten 18 meter længere på sommerdækket - og det er ikke engang frostvejr!
Testen er udført på FDM's testanlæg af alm. hverdagsbilister. Resultaterne har et illustrativt formål og er derfor kun vejledende.
På en oktoberdag i 2020 inviterede vi Camilla Lykke, Michelle Vesterby, Olivia Meier og Vicky Mathiesen til en tur på racerbanen på Jyllandsringen. Her oplevede de hvor vigtigt, skiftet til vinterdæk er for sikkerheden – også selvom sneen ikke er faldet.
Vi udstyrede tre Hyundai i30’er med henholdsvis sommer- helårs- og vinterdæk. Temperaturen lå på 7 grader, solen skinnede og bilerne skulle køre på en vintervåd vej.
17,55 meter. Så mange ekstra meter var bremselængden med sommerdæk sammenlignet med vinterdæk på den vintervåde vej.
Afprøvningen af de forskellige dæk efterlod et stærkt og tydeligt budskab. Husk vinterdæk! Også selvom sneen endnu ikke er faldet.
"I denne test kørte vi altså kun med 50 kmt/t. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget længere bremselængden er ved 80 km/t. Det har i hvert fald været en kæmpe øjenåbner for mig." Camilla Lykke
"Det her er jo bare en våd vintervej. Der er jo ikke engang sne eller frost. Det viser bare så godt, at vinterdækket virkelig er det rette valg, når det kommer til vintermånederne (red. under 7 grader)." Michelle Vesterby
"Jeg er i hvert fald glad for, at jeg allerede har fået skiftet til mine vinterdæk." Vicky Mathiesen